torsdag den 5. april 2012

Den forbandede snor!

Denne artikel har tidligere været udgivet på hunde-forum.dk

Hundeloven påbyder at hunde skal føres i snor på alle offentlige steder, og det er da også en ganske fornuftig regel, idet det ikke er alle vi hundeejere, der har fuld kontrol over vores hund altid - som om det overhovedet var muligt at have fuld kontrol over et levende væsen.

Derfor har vi snor i hunden - en sikkerhedsline, der beskytter både hund og den øvrige færdsel i tilfælde af uforudsete manøvrer fra hundens side.
Som sådan er snoren et praktisk hjælpemiddel, når den bruges korrekt - dvs. som en sikkerhedsline mellem hund og ejer, en sidste udvej i nødstilfælde.
Problemerne opstår når vi bruger den til mere end det...

Det er ikke altid os - ejeren - der får problemet. I mange år var "ryk i linen" en accepteret træningsmetode - ja faktisk den eneste. Mangen en hund har sandsynligvis levet sit liv med kroniske smerter på den konto.

Et godt udført ryk måtte gerne få hunden til at lande på ryggen - det gav ekstrapoints hos træneren. Men uanset voldsomheden og antallet af ryk, var der stadig utallige problemhunde, af den slags der trækker i linen - hvad bilder de sig ind!? Det er aldrig faldet os ind at vi selv var problem-ejere, når vi gjorde det samme. Hvad lærte vi egentlig hunden? Gør som jeg gør, ikke som jeg siger...

I de sidste ca. 10 - 15 år har videnskaben lært meget om hunde, og adfærdsbehandlere og instruktører har brugt den nye viden til at udvikle bedre, mere effektive og ikke mindst mere humane træningsmetoder. Det anses ikke længere for nødvendigt at bruge snoren som strafredskab overfor hunden.

Alligevel ser man på træningspladserne utallige hundeejere, der - sikkert helt uden at tænke over det - går og river og flår i deres arme hund konstant. Det foregår hverken hårdt eller brutalt, eller med intentioner om at straffe - hundeejeren bruger bare den nemme udvej til f.eks. at få hunden til at dreje til højre, uden at behøve at fortælle den hvad den skal gøre. Snoren bliver til en slags styrepind, der skubber og trækker hunden rundt. Nemt for ejeren - irriterende for hunden, der gang på gang får en "straf", som den ikke har en chance for at undgå. Ikke engang hunde er tankelæsere - hvordan skal din hund kunne vide at du pludselig har tænkt dig at dreje til venstre? Den opdager det først når den bliver trukket med.



Forestil dig at du sidder som passager i en bil. Hver gang føreren af bilen bremser op eller ændrer retning, gør han det så voldsomt at du bliver slynget frem og til siden, så din sikkerhedssele strammes og låser. Hvordan ville du have det når du ser et nyt sving eller lyskryds nærme sig? Ville du blive lidt nervøs eller måske tænke "åh nej, ikke igen!" Gider du køre med denne person hver dag?

Forestil dig nu at du er en hund, der går tur med sin ejer... Hver gang din ejer vil have at du skal ændre retning, gå langsommere eller hurtigere, rykker han i snoren, der er forbundet til dit halsbånd - ryk, hiv, træk, ryk, hiv, træk - hele tiden! Hvordan ville du have det med at gå tur med den person hver dag? Ville du blive lidt nervøs og prøve at undgå de mange ryk ved f.eks at springe op ad din ejer eller måske ligefrem prøve at flygte? Eller ville du til sidst resignere og blive nærmest følelsesløs?

Det er så nemt bare at bruge snoren til at styre din hund - altså nemt for dig... Men prøv i stedet at kommunikere med din hund. Glem snoren og brug i stedet stemme og kropssprog, ligesom hunde gør når de kommunikerer med hinanden og med os.

Nogle lydighedstrænere og instruktører er begyndt at bede eleverne om at fastgøre snoren til bæltet i stedet for at holde den i hånden. På den måde bliver hundeføreren ikke fristet til at bruge den "nemme" løsning, men er nødt til at samarbejde med hunden. Det udvikler hundeejerens evner som træner og opdrager for sin hund, og skaber et bedre og mere tillidsfuldt forhold mellem hund og ejer.

Det kan være virkelig svært at lægge de gamle vaner fra sig. Mange af os kommer stadig til at bruge snoren som "styrepind" engang imellem. Men det er en god start at begynde at tænke anderledes, og se tingene som de ser ud fra den anden ende af snoren. Hvordan er det at gå tur med dig?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar